

Jeg har i de senere år boet i det skønne Bisserup på Vest Sjælland, sammen med min kone Jeanette, hvor jeg har indrettet atelier i forbindelse med vores hus.
Jeg begyndte at male i sommeren 1990, hvor jeg sammen med tre venner grundlagde kunstgruppen KARLA i Næstved. Vi mødtes dagligt for at studere kunst, eksperimentere med teknikker og udvikle vores eget billedsprog. Det blev begyndelsen på en livslang kunstnerisk rejse.
I de første år arbejdede jeg målrettet med maleriet og udstillede mine værker i kunstforeninger, banker, offentlige institutioner og restauranter. I 1991 tilbragte jeg tre måneder på en kunstskole i Holbæk, hvor jeg modtog intensiv undervisning i maleteknik og kunsthistorie. Her studerede jeg blandt andet hos Pierre Beskow.
Min tidlige inspiration kom især fra Oluf Høst og Per Kirkeby. Efter min flytning til København i 1995 blev mødet med Kurt Trampedachs kunst – blandt andet gennem filmen Manden på bjerget – et afgørende vendepunkt. Det førte til en længere periode, hvor jeg arbejdede med abstrakte og spirituelle malerier, inspireret af intuition, meditation og den kreative proces.
I slutningen af 1990’erne flyttede jeg på landet, hvor musikken i en årrække blev mit primære kunstneriske udtryk. Jeg skrev sange, spillede koncerter og udgav flere albums inden for forskellige genrer. Maleriet forblev dog en væsentlig del af mit virke, og jeg fortsatte med at male, udstille og udvikle nye teknikker. I denne periode eksperimenterede jeg blandt andet med struktur og stoflighed – elementer, der i dag spiller en central rolle i mine Dreamscapes.
Fra 2015 blev maleriet igen mit primære fokus. Jeg begyndte at skabe en serie værker inspireret af Bisserup og den omkringliggende natur. De naturalistiske landskaber og karakteristiske strandhuse blev udført i en varm palet af jordfarver. Serien blev udstillet i et lokalt galleri med stor succes og markerede begyndelsen på de strandhusmotiver, som siden er blevet et kendetegn for mit kunstneriske arbejde.
I 2019 blev strandhusene for første gang udstillet hos Galleri Møller i Mejeriet nær Slagelse, hvor jeg siden har været fast repræsenteret.
Mit arbejde udspringer af en fascination af lysets evne til at skabe stemning, nærvær og eftertanke. Jeg søger at indfange landskabets stille øjeblikke – steder, hvor natur, arkitektur og atmosfære mødes og inviterer beskueren til fordybelse. Mine malerier balancerer mellem det genkendelige og det poetiske og er en invitation til at opleve roen, lyset og skønheden i de enkle øjeblikke.
I de senere år har jeg desuden udviklet serien Dreamscapes, hvor landskabet bevæger sig fra det ydre mod det indre. Her arbejder jeg med struktur, stoflighed og abstrakte elementer for at skabe sanselige billedrum, der åbner for erindring, fantasi og eftertanke. Sammen med strandhusmotiverne udgør disse værker to sider af den samme kunstneriske undersøgelse: lyset, stemningen og menneskets relation til landskabet.

Anmeldelse :
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´ billedverden :
”Som al god kunst er også Torben Kaas´ malerier præget af paradokser. De er stramt opbyggede, men emmer alligevel af en voldsom koncentreret energi. Farveholdningen er domineret af jordfarver, men billederne har en næsten ekstatisk lysstyrke over sig. Malerierne er umiskendeligt nordiske med den krydrede efterårslugt, den blygrå vinterhimmel og den tunge klæbrige muld, vi kender så godt, men der er samtidigt noget let og luftigt over billederne, der, når man fordyber sig i dem, antager mystiske, overnaturlige dimensioner. Som om malerierne udover at være ekstremt fysiske er indgange til noget andet, noget åndeligt, måske endda religiøst".
Lyset er hovedmotivet. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken.
Det føles, som om Torben Kaas overskrider naturalismen især i lys/skygge-virkningerne. Lyset synes magisk, og når han lader en skakt af hvide og lyseblå toner stråle ned over den mørke jord og den faste materie, er virkningen som i en skabelsesberetning: det guddommelige skær, der opløser Kaos på den første dag.
Torben Kaas hører til blandt de mest særegne kunstnere på Vestsjælland. Fra sit atelier i Bisserup arbejder han med maleriet som et undersøgende rum, hvor landskab og erindring smelter sammen. Han har studeret maleri og kunsthistorie og er sideløbende aktiv som musiker – en dobbelt kunstnerisk praksis, hvor rytme, stemning og intuition præger både lyd og billede.
Det nordiske lys er omdrejningspunktet i Torben Kaas’ billedunivers. Ikke som en registrering af naturen, men som en sanselig kraft, der former landskabet og giver det en indre tilstedeværelse. Lyset skaber konturer, opløser former og lader farverne træde frem med en intensitet, der løfter motivet ud over det genkendelige.
Hans værker kredser om strandhuse, gårde og landhuse fra egnen omkring Bisserup. Bygningerne er konkrete steder, men bliver samtidig symboler på menneskelig tilstedeværelse, tid og erindring. De fremstår som arketyper – tavse vidner om levet liv – hvor beskueren inviteres til at spejle egne erfaringer og fortællinger.
Farvepaletten er karakteristisk. Kraftige blå, turkise, røde og gyldenorange jordfarver skaber en spænding mellem varme og kulde, tyngde og lys. Den gennemgående blå tone er inspireret af lyset over kystlandskabet ved Bisserup, hvor hav, himmel og land mødes i stadigt skiftende nuancer.
Torben Kaas arbejder overvejende i olie og udvikler flere malerier parallelt. Den langsomme proces giver værkerne mulighed for at vokse frem lag for lag, hvor intuition og eftertanke bliver en del af billedets tilblivelse. Maleriet er ikke en gengivelse af et motiv, men en dialog mellem kunstneren og lærredet.
Selv beskriver han sig som en abstrakt naturalist og en nordisk maler. Naturen er udgangspunktet, men billederne søger det, der ligger bag det umiddelbart synlige. Landskabet bliver et indre landskab, hvor lys, farve og form åbner for en oplevelse af stilhed, nærvær og forbundethed.
Torben Kaas’ malerier rummer en spirituel dimension uden at være fortællende. De peger mod det ordløse – mod det, der kun kan erfares gennem sansning. Beskueren inviteres ind i et billedrum, hvor det velkendte bliver nyt, og hvor lyset ikke blot oplyser motivet, men synes at komme indefra.


Dreamscapes undersøger landskabet som et indre rum – et sted, hvor erindring, intuition og sansning mødes. Serien bevæger sig mellem det genkendelige og det udefinerbare og kredser om de billeder, der opstår, når bevidsthed og forestilling glider ind over hinanden.
De vidtstrakte horisonter, ørkener og savannelandskaber fremstår ikke som geografiske steder, men som mentale landskaber. De eksisterer i spændingsfeltet mellem det oplevede og det erindrede, mellem det ydre landskab og det indre rum. Beskueren inviteres ikke til at aflæse en fortælling, men til at træde ind i en sanselig erfaring, hvor tid, rum og identitet midlertidigt opløses.
Serien udspringer af en periode præget af intense drømme og intuitive oplevelser. Disse erfaringer fungerer ikke som motiver i sig selv, men som afsæt for en undersøgelse af de billeder, der synes at eksistere på grænsen mellem det personlige og det universelle. Malerierne søger at indfange en tilstand snarere end en begivenhed – en form for nærvær, hvor erindring ikke forstås som genkaldelse, men som noget, der gradvist træder frem.
Den første impuls opstod i en drøm, hvor lyd blev et bærende element. Søgningen efter musikken førte til den traditionelle marokkanske Gnawa-musik, hvis repetitive rytmer og guembriens dybe resonans blev en integreret del af arbejdsprocessen. Musikken fungerede som et meditativt rum, hvor billeder af åbne landskaber langsomt tog form og udviklede sig gennem maleriet.
Værkerne er hovedsageligt udført i akryl. Gennem transparente lag af farve og lys opbygges billedflader, hvor dybde, atmosfære og stilhed bliver lige så væsentlige som motivet selv. Maleriet bliver et rum for langsom perception – et sted, hvor det synlige peger mod noget, der endnu ikke har fået form i sproget.
Dreamscapes inviterer beskueren til at dvæle ved horisonten som et mentalt og poetisk rum. Et sted, der opleves både fremmed og velkendt, og som måske først bliver til i selve mødet mellem værket og den, der ser.



Copyright © Alle rettigheder forbeholdes